KONTAKT
Foreningen Vandtårnet
I projektgruppen er vi en håndfuld personer med relevante erfaringer fra tidligere udviklingsprojekter blandt andet etablering af Sct. Hans Have og bydelen Musicon i Roskilde.
Målet for vores samarbejde er at:
- Transformere Vandtårnet og give det en ny meningsfyldt funktion med afsæt i bæredygtighed, æstetik og fællesskab.
- Drive en undersøgende udviklingsproces til afklaring af vandtårnets fremtid.
- Afprøve og udvikle vandtårnets potentialer gennem et inkluderende arbejdsfællesskab.
- Inspirere til håbefulde fortællinger om fremtiden.
Som den organisatoriske ramme omkring arbejdsfællesskabet har vi i 2024 stiftet foreningen Vandtårnet. Roskilde Kommune bakker op ved at give foreningen brugsret til bygningen.
Vores arbejdsfællesskab består her i den første projektfase af:
Lars Fenger – Projekt- og eventudvikler

Lars har omfattende erfaring med projektudvikling og eventplanlægning. I 10 år var han – som initiativtager – en del af den daglige ledelse af Sct. Hans Have i Roskilde, hvor han havde ansvar for facilitetsudvikling, cafédrift og planlægning af kulturelle arrangementer og events.
Tidligere har Lars bl.a. arbejdet i kulturinstitutionen Huset i Magstræde, hvor han var ansvarlig for indretning og events, samt i Rambølls kommunikationsafdeling, hvor han stod for events og udstillinger.
Stine Goltermann – Arkitekt/designer

Stine har stor erfaring inden for design- og projektledelse. Hun var en af initiativtagerne bag Sct. Hans Have i Roskilde, hvor hun i 10 år var en del af den daglige ledelse med ansvar for fundraising, kommunikation samt strategi- og konceptudvikling.
Tidligere har Stine arbejdet som grafisk designer i Rambølls kommunikationsafdeling og har desuden erfaring som underviser på mediegrafikeruddannelsen. Stine supplerer i øjeblikket sin uddannelse med en master i design på Det Kongelige Akademi.
Katrine Andersen – Professionsbachelor i sundhed og ernæring

Katrine har bred erfaring inden for beskæftigelsesområdet, hvor hun har arbejdet som underviser, sagsbehandler og jobkonsulent i både kommunalt og privat regi. Hun har specialiseret sig i at få mennesker i forskellige livssituationer til at samarbejde om konkrete og praktiske projekter.
Tidligere var Katrine en del af den daglige ledelse i Sct. Hans Have, hvor hun havde ansvar for udviklingen af det inkluderende arbejdsfællesskab.
Gunilla Stine Rasmussen – Arkitekt med master i socialt entreprenørskab

Gunilla har 15 års erfaring med byudvikling, blandt andet fra Musicon, hvor hun har arbejdet med omdannelsen af en industrigrund til en blandet bydel med fokus på kreativitet og bæredygtighed. Hun har faciliteret samskabelsesprocesser med en bred vifte af aktører og omsat overordnede visioner til konkrete projekter og hverdagskultur.
Gunilla har et stærkt netværk i bydelen, blandt andet gennem frivilligt arbejde med at styrke bydelens identitet og sammenhængskraft.
Vil du følge projektet tage form? Og inviteres med, når vi har brug for flere hænder til at puste nyt liv i bygningen? Så tilmeld dig her vores nyhedsbrev.
Du er også velkommen til at kontakte os på kontakt@vandtarnet.dk og til at følge os på de sociale medier